Igen og igen hører vi i Danmark om PISA, og om hvordan vi taber til Asien, og om hvordan vi skal være klogere og skarpere. Men efter at have gået på et universitet i Østasien, i et land der altid scorer højt på forskellige ranglister over akademisk duelighed, er jeg ikke overbevist over, at vi skal i dén retning. Tværtimod.
I den seneste PISA-undersøgelse fra 2012 fik Sydkorea en femteplads i flere kategorier og klarede sig generelt flot. Danmark skrabede ikke ligefrem bunden, men det ramte selvbilledet hårdt at få dårlige karakterer, når vi nu går og drømmer om et "videnssamfund". Men efter nu at have tilbragt 2½ måned på et koreansk universitet kommer jeg aldrig til at tage notits af en PISA-undersøgelse igen. De er et godt eksempel på, hvor lidt man kan bruge statistik til.
Mine egne oplevelser
Den koreanske model minder meget om den før-1970'er-filosofi fra Danmark, den vi kan kalde "kongerække-modellen". Hvor gavnligt er det at vide, at Frederik den 5. var far til Christian den 7., hvis man ikke kan analysere sig frem til Grundlovens betydning for bønderne? Her i Korea, i øvrigt på et af hovedstadens højere rangerende universiteter, er vi omgivet af eksamensspecialister. Der studeres hårdt for at memorere alskens teorier og ophavsmænd, så der kan vælges det rigtige svar i Sandt/Falsk-spørgsmål eller mellem de fire valgmuligheder, når der er sådanne. Metoden vi kender fra videregående uddannelse i Danmark, hvor man bliver præsenteret for et problem og derefter ud fra pensums teorier skal forfatte en løsning/analyse/diskussion osv.
Den slags er stort set ikkeeksisterende i Korea. I hvert fald i vores lille hjørne af det koreanske akademiske landskab.
Hovedrysten bliver til frustration, når man har undervisere, der har studeret i USA og fået moderne ideer med hjem om gruppearbejde og diskussion, som de så belemrer deres studerende med. Og der er bestemt ikke noget galt med den undervisningsform, det er faktisk, det jeg savner allermest. Men problemet er, at koreanerne aldrig har prøvet det før! I Danmark bliver man bedt om at analysere Klods Hans i tredje klasse. Her kan du komme på Universitet uden at vide, at der kan stå ting mellem linjerne i litteratur. Eksempel: I faget "Film and Litterature" læser vi klassisk litteratur og analyserer og diskuterer. Første bog i rækken var "The Picture of Dorian Gray", en roman med homoseksuelle overtoner, uden der nævnes specifikke ting. Den er dog fra 1800tallet. Men den er fyldt med hints i retning mod at flere af bogens karakterer er homoseksuelle. For eksempel tales der om forbudte og private følelser mellem mænd. Og forfatteren er Oscar Wilde. Jeg spurgte min gruppe, bestående udelukkende af koreanere: Hvad tænker I om Basil og Dorians forhold? Ingenting. Har de et fysisk forhold? Stadig ingenting. Are they gay? Aaaaahh! Man kunne høre brikkerne falde på plads.
I andre fag er det sprogbarrieren, der er problemet. I et fag om politisk kommunikation, der foregår på engelsk, taler koreanerne forbavsende dårligt engelsk. Man bliver ofte i tvivl om, hvorvidt de overhovedet forstår, hvad der foregår. Og så er vi tilbage til undervisere med fikse ideer. Her arbejder vi også i grupper, der skal lave et eksamensprojekt. Men det er utrolig svært at lave et gruppeprojekt med fire personer, der ikke taler engelsk. Hvis skyld er det så?
Systemet
For at komme på universitetet i Korea skal man til den såkaldte CSAT. En test, der kun afholdes én gang om året i november. High school-elever har reelt kun én mulighed for at komme på universitetet, og for årgang 1996/97 var det i torsdags. Dét, sammen med at fordommen om asiatiske forældre med ekstreme forventninger er sand, og at uddannelse er den vigtigste vej til social status (http://theconversation.com/south-korean-education-ranks-high-but-its-the-kids-who-pay-34430), gør den ene dag til en ekstremt stressende dag for de unge. Mange forældre laver lister til deres børn over acceptable læreanstalter, som de SKAL kvalificere sig til. (I testen kan man score 500 point. De bedste universiteter kræver 490+ for optagelse. Kyung Hee kræver 450+) Det er en slags "alt eller intet-dag". Testen, der varer 7-8 timer, er så vigtig for koreanerne, at en person, der er for sent på den, kan stoppe en politibil og blive kørt med udrykning til testen. Flytrafikken er oven i købet underlagt restriktioner på dagen. Fly skal flyve over en vis højde for ikke at forstyrre de unge under visse dele af testen. Landets templer er overrendt af mødre og bedstemødre, der beder til guder og forfædre om et godt resultat. De fleste har allerede brugt flere uger begravet i bøger døgnet rundt, men det er åbenbart ikke nok.. Det er da også en makaber vits, der florerer på dagen, at man skal huske at kigge op efter testen er færdig. Alle testtagere memorerer nemlig deres svar og sammenholder med de rigtige, der offentliggøres på nettet umiddelbart efter testens afslutning. Det resulterer hvert eneste år i, at skuffede high school-elever kaster sig i døden fra hustagene.
Alt dét taget i betragtning, sørgeligt som det er, så giver det måske mennesker, der er gode til at gå til eksamen, men jeg vil alligevel hævde, efter at have oplevet effekten på egen krop, at det er ineffektivt og usundt system. Et system, hvor børnene ikke lærer at føre samtaler på engelsk, men kun at læse og forstå, for det er det eneste, der er brug for til CSAT.
Hvis det er det, der skal til for at få succes i OECD's PISA-undersøgelser, så kan min nationalfølelse godt klare et knæk, næste gang der udkommer sådan en.
