Plastikland
Når du kommer syd for Han-floden, der skærer Seoul over i to, ned til Gangnam, dér hvor der er allerflest penge, er der fyldt med reklamer for plastikkirurgi i undergrunden. Ikke som i tisserkorrektioner, men bare nede i metroen. Utallige plakater med almindelige mennesker som "før"-modeller og så kæmpeøjede pokemon-skabninger på "efter"-billedet. Det er åbenbart øjnene, de er mest trætte af. Men hele hovedet får ind imellem en tur, og det er ikke usædvanligt at se et par veninder eller mor og datter på shoppingtur med fjæset mummificeret af en alt for travl plastikkirurgs sygeplejerske. (Se billedet)
Hvor kommer alt det snot fra?
Mens der på dametoiletterne er alenlange køer ved håndvaske og spejle, det fortæller Anne Sophie mig, fordi kvinderne her er besat af make-up, så er det ikke kropsligt, at mændene fylder på toiletterne. Det er mere lydligt. Det er ikke usædvanligt, at mændene her både hævder deres fækale territorium ved at prutte højlydt og snotte en halv bronkie op, mens de vasker hænder. Det er hvis de overhovedet vasker hænder. En yderst uvidenskabelig empiri udført af mig viser, at kun 2 ud af 5 mænd vasker hænder efter toilet. Og den ene er mig. Hvad de gode koreanere gør på toilettet er én ting. Det er nu engang rummet for det unævnelige. Det er langt værre det, der foregår i det offentlige rum; på gaden, i klasseværelset og i supermarkedet for eksempel. Her er vi tilbage til bronkierne. De koreanske mænd må nemlig have nogle utroligt klæbrige slimhinder i svælget. Det er i hvert fald mit bedste bud på en forklaring på, hvorfor der bliver produceret snottere hele tiden, alle steder. Det er kun mændene dog. Kvinderne er dog medskyldige, da de ikke irettesætter deres mænd.
Speak English?
Og så kommer vi til, hvorfor bloggen hedder, som den gør. For vi er et land, der har haft amerikanske soldater i gadebilledet siden 1950erne. Et land, der har taget amerikanernes nationalsymbol, baseball, til sig. Der har akkurat samme karaktersystem og som på mange andre områder er dybt amerikaniseret. På nær på ét område. Sproget. Der er forsvindende få koreanere, der taler engelsk. Selv professorer på det universitet, vi går på, ikke kan udtrykke sig ordentlig på engelsk; det vel at mærke professorer, der underviser på engelsk... En af grundene til de sproglige udfordringer, vi møder, er, at engelsk ikke er et fag, der undervises i før universitetsniveau. Og selv der er det begrænset, hvor meget de studerende lærer. Der er undtagelser, men de begrænser sig til de koreanere, der boet en periode i USA eller Europa. Men alligevel har de fleste universiteter et mål om international anerkendelse. Fx er vores universitets slogan "Toward Global Eminence". Men de engelske fag, der har en koreansk underviser minder mest af alt om tvangsboller, som både studerende og professorer tygger sig igennem med stort besvær; uden at få den store næring med ud på den anden side.
Jeg har stadig masser af observationer at dele med jer, men lige nu, skal jeg kigge på en tale om Bornholm, jeg skal holde i morgen. På engelsk. Jeg håber, der er enkelte, der forstår mig..
