Jeg savner rundkredsen

Igen og igen hører vi i Danmark om PISA, og om hvordan vi taber til Asien, og om hvordan vi skal være klogere og skarpere. Men efter at have gået på et universitet i Østasien, i et land der altid scorer højt på forskellige ranglister over akademisk duelighed, er jeg ikke overbevist over, at vi skal i dén retning. Tværtimod.


I den seneste PISA-undersøgelse fra 2012 fik Sydkorea en femteplads i flere kategorier og klarede sig generelt flot. Danmark skrabede ikke ligefrem bunden, men det ramte selvbilledet hårdt at få dårlige karakterer, når vi nu går og drømmer om et "videnssamfund". Men efter nu at have tilbragt 2½ måned på et koreansk universitet kommer jeg aldrig til at tage notits af en PISA-undersøgelse igen. De er et godt eksempel på, hvor lidt man kan bruge statistik til.


Mine egne oplevelser


Den koreanske model minder meget om den før-1970'er-filosofi fra Danmark, den vi kan kalde "kongerække-modellen". Hvor gavnligt er det at vide, at Frederik den 5. var far til Christian den 7., hvis man ikke kan analysere sig frem til Grundlovens betydning for bønderne? Her i Korea, i øvrigt på et af hovedstadens højere rangerende universiteter, er vi omgivet af eksamensspecialister. Der studeres hårdt for at memorere alskens teorier og ophavsmænd, så der kan vælges det rigtige svar i Sandt/Falsk-spørgsmål eller mellem de fire valgmuligheder, når der er sådanne. Metoden vi kender fra videregående uddannelse i Danmark, hvor man bliver præsenteret for et problem og derefter ud fra pensums teorier skal forfatte en løsning/analyse/diskussion osv.
Den slags er stort set ikkeeksisterende i Korea. I hvert fald i vores lille hjørne af det koreanske akademiske landskab.



Hovedrysten bliver til frustration, når man har undervisere, der har studeret i USA og fået moderne ideer med hjem om gruppearbejde og diskussion, som de så belemrer deres studerende med. Og der er bestemt ikke noget galt med den undervisningsform, det er faktisk, det jeg savner allermest. Men problemet er, at koreanerne aldrig har prøvet det før! I Danmark bliver man bedt om at analysere Klods Hans i tredje klasse. Her kan du komme på Universitet uden at vide, at der kan stå ting mellem linjerne i litteratur. Eksempel: I faget "Film and Litterature" læser vi klassisk litteratur og analyserer og diskuterer. Første bog i rækken var "The Picture of Dorian Gray", en roman med homoseksuelle overtoner, uden der nævnes specifikke ting. Den er dog fra 1800tallet. Men den er fyldt med hints i retning mod at flere af bogens karakterer er homoseksuelle. For eksempel tales der om forbudte og private følelser mellem mænd. Og forfatteren er Oscar Wilde. Jeg spurgte min gruppe, bestående udelukkende af koreanere: Hvad tænker I om Basil og Dorians forhold? Ingenting. Har de et fysisk forhold? Stadig ingenting. Are they gay? Aaaaahh! Man kunne høre brikkerne falde på plads.


I andre fag er det sprogbarrieren, der er problemet. I et fag om politisk kommunikation, der foregår på engelsk, taler koreanerne forbavsende dårligt engelsk. Man bliver ofte i tvivl om, hvorvidt de overhovedet forstår, hvad der foregår. Og så er vi tilbage til undervisere med fikse ideer. Her arbejder vi også i grupper, der skal lave et eksamensprojekt. Men det er utrolig svært at lave et gruppeprojekt med fire personer, der ikke taler engelsk. Hvis skyld er det så?



Systemet


For at komme på universitetet i Korea skal man til den såkaldte CSAT. En test, der kun afholdes én gang om året i november. High school-elever har reelt kun én mulighed for at komme på universitetet, og for årgang 1996/97 var det i torsdags. Dét, sammen med at fordommen om asiatiske forældre med ekstreme forventninger er sand, og at uddannelse er den vigtigste vej til social status (http://theconversation.com/south-korean-education-ranks-high-but-its-the-kids-who-pay-34430), gør den ene dag til en ekstremt stressende dag for de unge. Mange forældre laver lister til deres børn over acceptable læreanstalter, som de SKAL kvalificere sig til. (I testen kan man score 500 point. De bedste universiteter kræver 490+ for optagelse. Kyung Hee kræver 450+) Det er en slags "alt eller intet-dag". Testen, der varer 7-8 timer, er så vigtig for koreanerne, at en person, der er for sent på den, kan stoppe en politibil og blive kørt med udrykning til testen. Flytrafikken er oven i købet underlagt restriktioner på dagen. Fly skal flyve over en vis højde for ikke at forstyrre de unge under visse dele af testen. Landets templer er overrendt af mødre og bedstemødre, der beder til guder og forfædre om et godt resultat. De fleste har allerede brugt flere uger begravet i bøger døgnet rundt, men det er åbenbart ikke nok.. Det er da også en makaber vits, der florerer på dagen, at man skal huske at kigge op efter testen er færdig. Alle testtagere memorerer nemlig deres svar og sammenholder med de rigtige, der offentliggøres på nettet umiddelbart efter testens afslutning. Det resulterer hvert eneste år i, at skuffede high school-elever kaster sig i døden fra hustagene.

Alt dét taget i betragtning, sørgeligt som det er, så giver det måske mennesker, der er gode til at gå til eksamen, men jeg vil alligevel hævde, efter at have oplevet effekten på egen krop, at det er ineffektivt og usundt system. Et system, hvor børnene ikke lærer at føre samtaler på engelsk, men kun at læse og forstå, for det er det eneste, der er brug for til CSAT.

Hvis det er det, der skal til for at få succes i OECD's PISA-undersøgelser, så kan min nationalfølelse godt klare et knæk, næste gang der udkommer sådan en.

Lidt spredte observationer fra Korea

Der sker virkelig meget i en by med ti millioner indbyggere, hvor langt de fleste har rigtig mange penge og resten opfører sig som om, de har lige så mange. Her er en lille liste over observationer gjort efter en god måned i det rige Korea, syd for DMZ.

Plastikland
Når du kommer syd for Han-floden, der skærer Seoul over i to, ned til Gangnam, dér hvor der er allerflest penge, er der fyldt med reklamer for plastikkirurgi i undergrunden. Ikke som i tisserkorrektioner, men bare nede i metroen. Utallige plakater med almindelige mennesker som "før"-modeller og så kæmpeøjede pokemon-skabninger på "efter"-billedet. Det er åbenbart øjnene, de er mest trætte af. Men hele hovedet får ind imellem en tur, og det er ikke usædvanligt at se et par veninder eller mor og datter på shoppingtur med fjæset mummificeret af en alt for travl plastikkirurgs sygeplejerske. (Se billedet)

Hvor kommer alt det snot fra?
Mens der på dametoiletterne er alenlange køer ved håndvaske og spejle, det fortæller Anne Sophie mig, fordi kvinderne her er besat af make-up, så er det ikke kropsligt, at mændene fylder på toiletterne. Det er mere lydligt. Det er ikke usædvanligt, at mændene her både hævder deres fækale territorium ved at prutte højlydt og snotte en halv bronkie op, mens de vasker hænder. Det er hvis de overhovedet vasker hænder. En yderst uvidenskabelig empiri udført af mig viser, at kun 2 ud af 5 mænd vasker hænder efter toilet. Og den ene er mig. Hvad de gode koreanere gør på toilettet er én ting. Det er nu engang rummet for det unævnelige. Det er langt værre det, der foregår i det offentlige rum; på gaden, i klasseværelset og i supermarkedet for eksempel. Her er vi tilbage til bronkierne. De koreanske mænd må nemlig have nogle utroligt klæbrige slimhinder i svælget. Det er i hvert fald mit bedste bud på en forklaring på, hvorfor der bliver produceret snottere hele tiden, alle steder. Det er kun mændene dog. Kvinderne er dog medskyldige, da de ikke irettesætter deres mænd.

Speak English?
Og så kommer vi til, hvorfor bloggen hedder, som den gør. For vi er et land, der har haft amerikanske soldater i gadebilledet siden 1950erne. Et land, der har taget amerikanernes nationalsymbol, baseball, til sig. Der har akkurat samme karaktersystem og som på mange andre områder er dybt amerikaniseret. På nær på ét område. Sproget. Der er forsvindende få koreanere, der taler engelsk. Selv professorer på det universitet, vi går på, ikke kan udtrykke sig ordentlig på engelsk; det vel at mærke professorer, der underviser på engelsk... En af grundene til de sproglige udfordringer, vi møder, er, at engelsk ikke er et fag, der undervises i før universitetsniveau. Og selv der er det begrænset, hvor meget de studerende lærer. Der er undtagelser, men de begrænser sig til de koreanere, der boet en periode i USA eller Europa. Men alligevel har de fleste universiteter et mål om international anerkendelse. Fx er vores universitets slogan "Toward Global Eminence". Men de engelske fag, der har en koreansk underviser minder mest af alt om tvangsboller, som både studerende og professorer tygger sig igennem med stort besvær; uden at få den store næring med ud på den anden side.

Jeg har stadig masser af observationer at dele med jer, men lige nu, skal jeg kigge på en tale om Bornholm, jeg skal holde i morgen. På engelsk. Jeg håber, der er enkelte, der forstår mig..

Hvad siger du til en dåse Jaka Bov i julegave?

En gaveæske med amerikanernes svar på Jaka Bov, Spam. Til en pris af 72.000 won (ca. 400 kroner)

For mange år siden havde jeg en ven hjemme i Danmark. Vi var 16-17 år og vi havde en vandrebov. Det var en Jaka Bov en af os havde købt, og ideen var, at man skulle gemme den hos den anden, når man var på besøg. Uden at blive opdaget naturligvis. Legen holdt ikke længe. Jeg tror, det var mig, der glemte den på et tidspunkt, og så en dag var den blevet for gammel, og jeg smed den ud. 8 år senere, tror jeg. Det kød kan holde sig rigtig, rigtig længe. 

Nå, det er mit forhold til Jaka Bov, udover den ene gang, hvor jeg var i sommerhus med en flok drenge og vi for sjov havde købt Jaka Bov til morgenmad. For det er nemlig ikke en fødevare, man sådan køber til køkkenskabet og slet ikke noget, man serverer for sine gæster. I hvert fald ikke i min omgangskreds. Men hvad med at give en dåse Jaka Bov i gave til jul?

I Korea fejrer man i de kommende dage Chuseok, koreanernes vigtigste højtid, der er en slags høstfest. Alle rejser hjem til deres familier, hvor de spiser og spiser og har det skønt, noget der minder om vores juleaften. Og ligesom til vores allerkæreste Jesu' fødselsdag, så fejrer de højtiden med gaver. Og her er det ikke sokker og foodprocessorer, der er i højkurs. Det er importerede varer som canadisk canola oil, gaveæsker med lækre frugter, fin te, importerede vine og, ja, amerikanernes svar på Tulip's Jaka Bov: Spam! 

Spam er i Danmark mest kendt for at have lagt navn til uønsket mail, for det kødet i dåserne er uønsket. Det er det småkød fra griseskulderen, som ikke kan bruges til noget, så det bliver smidt i en stor gryde, kogt og krydret, og så til sidst kommer det på dåse. Men i Korea er det alt andet end uønsket! I et land fyldt med symboler og usagte ritualer, hvor familienavn og klassetrin stadig betyder en masse, så viser de gaver, du giver folk, meget om, hvad du synes om dem. Og en af de bedste gaver, du kan modtage er Spam. En af mine undervisere på Kyung Hee University er ikke specielt stor fan af dåseskulderkødet, men det er et klart tegn på kærlighed, hvis man kommer anstigende med den forjættede dåse, siger han. 

Det her bliver nok ikke en af de skikke, jeg tager med mig hjem fra Korea. Men hvis man tænker over det, så ville det være en utrolig let måde at finde på julegaver. Ned i Netto, hen til konservesafdelingen, og så giver det lidt sig selv derfra.